14 december 2014

3. søndag i advent og nuet

 

 

 

IMG_1890

 

 

Mor og far var her i går. Et kort og dejligt besøg, som dog var en smule mere bøvlet end beregnet, fordi deres gamle trofaste bil valgte at sætte batteriet ud af spillet på vejen herned!  Derfor måtte far bruge noget af tiden i min bil på at køre rundt for at lede efter et sted hvor man kunne købe et batteri, hvilket ikke er lige det nemmeste på disse kanter. Det lykkedes heldigvis, men det forkortede vores hyggetid sammen en smule. ØV.

 

Jeg insisterede på at de ikke måtte blive for længe, for hvis jeg skal være  helt ærlig er jeg bekymret for min aldrende farmand. Hans syn er ikke godt og han døjer med forskelligt, så lige nu er jeg ikke sikker på om de overhovedet kan komme herned igen. Jeg nægter at han skal køre med dårlige øjne, og bliver de ikke bedre så er det bare sådan det er. Men det er trist, og jeg hader at nu hvor jeg endelig har det “godt”, har en have som de ville elske at vi kunne være sammen i og om engang imellem, så kan det vise sig at være umuligt. Alder er i den forbindelse noget lort. BUM.

 

En anden ting jeg ikke har det godt over, er minder der er kommet op til overfladen siden ungernes besøg..

 

For nu at sige det som det er, så har jeg nærmest tudbrølet dagligt lige siden. Overfladen er i orden. Jeg er glad for min have. Drømmer konstante drømme om alt det, jeg har at se frem til når det igen bliver lysere og varmere. Især efter jeg uventet fik udviddet mine jordbesiddelser, er mit hoved helt rundtosset af muligheder. Jeg har fået pyntet op til jul, og gør hvad jeg kan for at nyde og hygge mig med det. Jeg nusser med mit hækling. Glæder mig enormt til at Rasmus kommer herned. Nyder varmen fra brændeovnen, MEN jeg har svært ved at være i nuet. Fortid og fremtid fylder det hele. Under overfladen er der knapt så fint.

 

Nuet er så at sige fyldt med alt andet end nu.

 

Det handler om indre billeder fra mine børns barndom, som jeg bare ikke kan få væk fra nethinden. Mere præcist handler de om Josefine, og den måde hendes far har behandlet hende på, og hvordan jeg intet kunne stille op i den lange årrække jeg var indlagt og syg. Det er ganske forfærdelige minder for mig, for selvom han aldrig har været direkte voldelig, var han verbalt grufuld, for nu at sige det på den måde. Det er ikke noget jeg har med mig hver eneste dag og altid, var det det, ville jeg slet ikke kunne leve og fungere, men lige nu er det utroligt påtrængende, og jeg kan hele tiden høre ham inde i hovedet. Råbe og skrige hende ind i hovedet. Styrte rasende omkring. Se ham ryste hende. Være truende overfor mig, og endda mine forældre i børnenes påhør. Siden de var ganske ganske små. Og jeg kan ikke rumme sorgen over, at have udsat hende for den behandling. Indirekte..  ( Min søn har for det meste oplevet en far der var på en anden måde som lille. Dog ikke længere.. I dag giver hans far sig ofte af med at udspy trusler overfor mig, til Rasmus. Han bruger et sprog der ikke er for sarte sjæle, og kalder sin søn for en latterlig taber nærmest på ugentlig basis. For bare at nævne nogle småting. Og JA.. det er altså OTTE år siden vi blev skilt!!! )

 

Jeg ved ikke hvorfor jeg føler det så voldsomt lige nu. Ejheller hvordan jeg skal få styr på sorgen. Jeg har talt lidt med hende om det, selvom jeg helst ikke vil have at hun skal involveres for meget. Mit barn skal ikke hele mig, men det har alligevel betydet alverden for mig, at hun ikke føler nogen form for vrede eller bebrejdelse overfor mig, faktisk har hun ikke selv erindringer om præcise hændelser, men ved gud jeg bekymrer mig konstant om hendes tilstand her i livet. Om jeg har ødelagt det lille menneske hun var. Det skønne lille barnemenneske der altid var glad og hoppende. Lige indtil en dag.

 

En dag var det som om hun ikke længere var glad og jeg har ikke set hende hoppe af glæde siden.

 

 

Jeg ved at nogle ikke kan rumme min ærlighed herinde, til dem kan jeg bare sige, at det er min virkelighed. Lige nu. At det jeg fortæller i det daglige er virkeligt, men at der inde bagved også er en skuffe fuld af oplevelser som er knapt så smukke og dejlige.

 

Hvad jeg ikke ville give for at komme tilbage i tid, så jeg kunne give mine børn en anden barndom end den de fik.

Josefine - 53

5 kommentarer:

  1. Jeg synes det er en kæmpe befrielse at du er så ærlig.. Jeg ville ønske jeg selv kunne være det lidt mere og især lige nu.. Jeg tænker at jeg har oplevet noget lignende og lige nu prøver at få det ud af mit liv.. dog mere som i Josefine's tilfælde.. Jeg er endda blevet chikaneret de sidst par år og det er jeg nu igang med at få sat en stopper for, en gang for alle.. Jeg forstår godt dine følelser tror jeg.. Det føles som 1000 knive der går igennem kroppen fordi man ikke selv er herre over situationen...

    Jeg drømmer om at blive sat fri og finde julefred..
    Jeg vil gøre alt for at intet skal stå i vejen for den jul jeg oprigtig drømte om for første gang.

    Kæmpe Kram.. <3

    SvarSlet
  2. Ja, livet er ikke sådan at bide skeer med. Du kommer nok til at vænne dig til, at minderne om de triste oplevelser engang imellem tager rigtig meget plads. Det udsagn er der ikke megen trøst at hente i, så her er lidt mere konstruktivt i form af en opfordring til din far ....... hvis det altså er grå stær, din far døjer med?
    Jeg er inden for de seneste 14 dage blevet opereret for grå stær på begge øjne, en operation, som jeg har udsat i fire år, fordi jeg har så mange kroniske smerter i forvejen, at jeg ikke syntes, at jeg kunne bære mere. Rigtig, rigtig dumt! Og her til sidst kunne jeg så ikke få fornyet kørekortet. Katastrofe
    når man bor i vandkantsdanmark! Men nu er det altså ordnet, og det gjorde overhovedet ikke ondt, var bare en smule ubehageligt. Men som jeg kan se nu. Også alt skidtet og alle rynkerne i ansigtet!
    Men jeg kan igen køre bil ..... om ikke så længe på juleferie til Jylland.
    Med kærlig hilsen
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
  3. Kære Henriette
    Jeg er sikker på, at du har gjort det så godt du overhovedet kunne. Jeg har bestemt heller ikke været en fantastisk mor, jeg var usikker og meget alene, da børnenes far arbejdede meget og i det hele taget var meget væk. Jeg kan også ind imellem ligge søvnløs og tænkte på episoder, som jeg ville have tacklet helt anderledes i dag. Men så ser jeg på mine voksne børn - og ser et par fornuftige, unge mennesker, der er kommet godt i vej, som man siger. Og ja, så har det nok ikke været helt skidt alligevel :o)

    Knus Lotte

    SvarSlet
  4. Jeg synes du skal opfordre din datter til at söge terapi. For selvom hun ikke husker hændelserne, så sidder fölelserne stadigvæk i hukommelsen og vil farve hvordan hun lever sit liv og hvordan hendes forhold til andre mennesker, især mænd, vil blive fremover. Når det så er sagt må du ikke spilde tid og energi på at bebrejde dig selv, hellere bruge den samme energi på at være der for din datter NU, der kan alligevel ikke göres noget ved at det var sådan den gang. Og så skal da Rasmus slet ikke have den mand i sit liv, i hvert fald mindst muligt, det er ikke godt for nogen, og slet ikke unge mennesker, at skulle lytte til sådan noget.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  5. Sender masser og masser af kærlige tanker din vej, Henriette.

    SvarSlet