20 december 2014

20 december 2014, lørdag og traditioner

1 kommentar:

 

 

 

IMG_1940

 

Det er rengøringsdag i dag. Jeg MÅ bare tage mig sammen til det, for i morgen kommer Rasmus, og med to i huset stiger mængden af støv, snavs og rod til mængder der stresser mig. Det bedste er at begynde med et friskt hus, og når han så tager retur til Kbh igen, er her knapt så uoverskueligt.

 

Det er min plan for lørdag. Om jeg overholder den er så en anden sag, for den traditionelle vintertræthed er virkelig over mig. Jeg kæmper imod og den ER da heller ikke så voldsom og overvældende, som den har været de foregående år. Jeg er ikke i tvivl om at det skyldes haven. Alle de timer jeg bruger derude gør noget, og giver mig en opsparing åbenbart, men helt udradere vinterens påvirkning kan den alligevel ikke.

 

For lige at markere mig overfor min egen hjerne og kroppen, gik jeg løs på baghaven i går. Det var mildt, uden vind og opholdsvejr midt på dagen. Holger bliver så glad når jeg slutter mig til ham udenfor, så han spurter rundt omkring mig og det er lige før han får evnen til at svæve haha.

 

IMG_1922

Planen her er at få sat alle blokkene sån lidt mere struktureret, og så skal alle mellemrummene fyldes med kompost og jord. Der skal vokse bregner og andet som fylder og giver højde som bagrund til det nye bed i plænen. Stykket bagved og hen til pallehegnet skal pga af den næsten konstante skygge være et lille stykke skovbund. Her skal vokse skyggeplanter, masser af mos, aurikler, krokus og andre løgblomster. Det kunne også være sjovt med et par at de der sjove mammutblad, som kan blive kæmpe enorme. I går blev det dog mest til at skovle jord og tumle træ.

IMG_1920IMG_1921IMG_1924

Plads har jeg mere end rigeligt af, så jeg synes det kunne være sjovt med planter der fylder men som ikke er buske ude i siderne, og den dersens mammutblad faldt jeg over på en rundtur på Albinus hjemmeside.

 

 

Tilbage til jul og traditioner.

 

Min bostøtte ved at jeg har drømt om hjemmebag og duften af jul, så hun kom med småkager til mig inden hun gik på juleferie. Det kan jeg slet ikke beskrive hvad betyder for mig, for når nu jeg ikke selv kan, så er det virkelig dejligt at andre tænker på mig, når de står i dej til halsen :- )

 

IMG_1933

Jeg svor jo højt og helligt på, at jeg IKKE ville gå til angreb på dem før søndag og Rasmus ankomst, meeeennn… jeg har altså smagt på dem. Bare ganske lidt. Chokoladen der også lå i æsken gemmer jeg til i morgen. Jeg lover det. Gør jeg.

IMG_1936

En anden overraskelse fik jeg for et par uger siden, da posten kom med en lille pakke. I den lå der et ophæng med nuser på taget. En eller anden, som ved jeg elsker radiserne, og som jeg ikke ved hvem er, har sendt mig den! Den er så skøn, og bagpå huset står der 1977, så den er fra min barndoms år, men mere ved jeg ikke. På bordet står julekort, som jeg også er virkelig glad for.

 

Alt i alt er det i orden at tradtionerne må vige, for jeg går rundt hver dag og VED at jeg har nogen som tænker på mig, og det endda både i ind og udland. Det er faneme ikke noget at kimse af vel..

IMG_1937

17 december 2014

Margith har sendt mig viiise ord

4 kommentarer:

 

 

 

412014b27a552d977b1b90d9c6ef1fb7

Da jeg i går nat sad søvnløs, kom jeg forbi Pinterest fordi Margith havde sendt mig en besked. Må indrømme, at det nok ikke kunne være sagt bedre, så det har jeg gjort i dag. Eller.. jeg har sovet meget, og kun været ude en halv times tid i skumringen. Det går klart den rigtige vej, men hvis nu jeg bare hvisker og I lover ikke at sige det videre.. så gider jeg bare ikke mere jul!

 

Altså jeg hygger mig med det, her er sat op. Og glæææder mig til at Rasmus kommer, men ved gud jeg var mere i stemning for jul og tradition, sidst i oktober end jeg er nu, så min timing er lettere off. Det har jeg det nu ok med, jeg er mere fokuseret på, hvilke dage jeg kan hvad, udenfor. Nok også fordi man bare ikke gør de samme ting, når man bor alene. I søndags var jeg syg efter duften af hjemmebag, men endte med at gå ud for at købe mig fra trangen til småkager. En rulle dej ku vel gøre det. Humlen er, at jeg personligt ikke har energien til bagning og konfekt, men HVIS jeg nu havde, ville jeg uden at blinke æde mig igennem hele molevitten selv, og deeeet er jo knapt så godt. Iøvrigt, nu hvor nogen mener jeg allerede lever for godt og fedt.. ja så er det nok bare godt, at jeg ikke gider bage.

Ej spøg til side, jeg kerer mig ikke længere om, hvad andre mener om min kost og figur. Det har jeg gjort i SÅ mange år, og det gjorde ikke noget godt for mig. Nu ser jeg ud som jeg gør, og ser vi bort fra det upraktiske i for småt tøj, er jeg hamrende ligeglad. Det er en af fordelene ved at leve, hvor og som, jeg gør. Det har gavnet mig og min psyke, at komme væk fra det trendy storbyliv. Jeg har altid følt mig fejlcastet i det miljø. Har halset efter, og altid været vanvittigt obs på hvordan jeg gik klædt. Lidt et paradoks i det, at jeg har elsket mode, make up, tasker og sko, har villet se perfekt ud, MEN .. inden i, har boet hende jeg nu kan være. Kvinden i røjser og tilfældigt kluns, fordi dagene bruges i jord og på knæ. Med andre ord kan jeg nu være mig selv, og ikke stresse over dagens farve eller om jeg var for bredrøvet. Jeg kan ikke huske om jeg har strøget, eller i det hele taget været i en skjorte, siden Brønshøj, men jeg kan sige med sikkerhed, at mine fødder kun har været på hæle gaaaaanske få gange siden. Jeg savner det ikke, kun kigger jeg med længsel på mine høje sommersko en gang i mellem, fordi de er så smukke. Skoene. Og husker, hvordan man bliver super feminin med sving i skoene, men hvornår pokker er det lige jeg har brug for det nu? Ej vel..

 

Derfor er jeg mere end super glad, fordi jeg fandt et par skønne gummistøvler nedsat til små penge, som erstatning for dem jeg har nu. De er otte år gamle og kan sagtens klare otte mere er jeg sikker på, hvis ikke det altså lige var fordi at mine futter ikke længere kan være i dem. Uden strømper går det fint, men det er lidt kold om vinteren. Fladfødder og tykker sokker har altså fået lov at bestemme. Jeg drømte om skinnende røde eller lysende syregule, men endte med friskt græs grønne, og det er ikke så ringe endda, når man generelt er storelsker af alt det grønne. Jeg sender her en stor tak til min kommunedame, som på mine vegne har sørget for en lille opsparing til netop den slags udgifter. Hun er en knag. ( HVIS nu nogen skulle få den ide at undre sig over, hvordan jeg mon så lige har fået råd til den slags luksus… )

IMG_1836

De her er str 39, og her er rigeligt med plads til det hele, så nu kan jeg være grøn om vinteren og sort om sommeren. Jeg elsker altså bare røjser. Det gør jeg.

 

 

Jeg røg helt af sporet her, for det jeg egentligt bare lige ville var, at fortælle at jeg gør som Holger:

IMG_1840

Splatter ud mellem puder, tæpper og garn. Han viser mig vejen gør han

IMG_1838

16 december 2014

Så kan onsdag bare godt komme an

5 kommentarer:

 

 

 

IMG_1875

 

I sagens natur har jeg bare ikke været frisk i dag. Overhovedet. De sidste mange nætter har jeg helt fået vendt op og ned på tingene, og det er noget som slet ikke gør godt i systemet. Foruden at jeg bliver ekstra tudevorn og sentimental, mister jeg også dyrebart lys og så kører løbebåndet ellers derudaf.

 

SÅ hyler jeg. SÅ bliver jeg træt og får hovedpine. SÅ sover jeg om dagen. OG er vågen om natten. OG så tager vi lige en runde mere. I kombi med hormoner, som raser fordi det er ved de tider I ved, og et eller andet ubestemmeligt raser i kroppen, som alligevel ikke vil gå i udbrud, ja så bliver sådan en tirsdag som i dag bare en dag, der helst skal glemmes. Ved da godt, at det for intet er at sammenligne med de kvaler og smerter, hjemløse og kræftramte må tumle med, hvis nogen nu skulle få DEN tanke…   Men jeg tillader mig altså alligevel at mene, at jeg har haft bedre dage.

 

Forrige uge var det en underlig uagtig forkølelse der gjorde mig småutilpas. I sidste uge var det så underlivet, som ikke lige kunne bestemme sig til, om jeg skulle have en omgang betændelse der, og nu er det så en irriterende dunken inde bag pande og tindinger, som snupper tiden fra mig. Jeg satser på at kroppen nu har været hele vejen rundt, og når panden er på plads igen, ja SÅ er jeg frisk som en fisk og klar til Rasmus kommer på søndag.

 

IMG_1856

I aften vender jeg døgnet igen. Tager lidt til hjælp, fordi det er så vigtigt for mit sind. På den måde regner jeg med at få vendt stimen med humøret og helbreddet. EEn ting er nemlig bombesikkert efterhånden. Har jeg bare mere end et par dage uden at være udenfor, så skrider det hele. Jeg bliver simpelthen bimleskør af at gå herinde. Hverken mere eller mindre. Jeg MÅ ud. SKAL ud. Bare lige mærke luft og lys, og se det grønne som der endnu er masser af i haven. Søndag gik jeg feks en lille tur med Holger. Ned gennem haven og ud på den anden side af hegnet. Der ligger/lå bunker af blade som jeg har fejet sammen og smidt i sorte sække. Sækkene ligger nu og skal bare passe sig selv, og så sker der det forunderlige, at indholdet forvandler sig til det pureste guld/muld i løbet af noget tid. Det kan vi godt lide. Holger og jeg. Og haven.

 

Han er så kær forresten. Som en hund spankulerer han i forvejen. Stopper op, og venter til jeg indhenter. Så spæner han lidt. Stopper. Kigger, og så går vil lidt sammen og sludrer om regnorme og blade der blæser i vinden. Vi leger ta’fat med en pind, og han overvåger mit arbejde med sække og rive. Min lille kærlige væbner. Efter sådan en frisk tur, ligger han brak ved brændeovnen i timevis bagefter hihi.

IMG_1830

Ikke alle gider læse bagud, eller lidt om hvad jeg er for et menneske..

16 kommentarer:

 

 

 

 

Så har jeg igen helt uforberedt ramt en nerve. Helt uden at ville det, og helt uden at jeg iøvrigt gider undskylde for det. Det sker jo til tider har jeg lært. Det hænder, at nogle læsere reagerer uden at sætte sig ind i historiens gang, og som vi alle ved, er uvidenhed roden til fordomme.

 

Så hænder det også, at jeg er lige i DET humør.. Humøret som får mig til at gide at reagere. Simpelthen fordi jeg har lyst. Kan. Synes det er tiltrængt. Og fordi det er morsomt. Jeg mener.. hvor tit er det egentlig lige, at jeg diskuterer med nogen som helst?  Dybest set aldrig. DET gider jeg nemlig ikke. Det er spild af tid og min energi. På den anden side..

 

Det er nat, og jeg er vågen. Om forladelse du ukendte læser, at jeg er søvnløs pga af tanker der bekymrer, sorg der gnaver, erindringer som stadig smerter. Jeg kan godt se at mit liv er for priviligeret til at jeg kan være det bekendt. Hvad har jeg at sørge over, hvilke erindringer kan dog være af en sådan karaktér, at jeg kan tillade mig at føle smerte. Hvordan kan jeg i det hele taget være mig selv bekendt!

 

IMG_1883

 

 

Fra Anonym:

Ind i mellem kunne jeg godt tænke mig for dig at du kom lidt ud i verden. Ser du, derude er der mennesker hvis lykkefølelse bliver "boostet" af at de bliver lukket ind i en opgang, så de kan sove tørt, og kun skal håndtere kulden. Sådan nogle mennesker møder jeg tit om morgenen på min trappe. Har jeg engangskrus, får de en tår kaffe - og blikket i deres øjne.... Wauv - se dér er lykke at spore.
Jeg lever blandt mennesker som lever en relativt normal hverdag, og som er fuldstændig måbende over den overflod du lever i, samtidig med at du klager over fattigdom. Det skal her siges at de selv tjener deres penge, og således skal op hver morgen kl. 05.30, og ud på cykel med børn som skal afleveres forskellige steder - og ofte et håb om at pædagogerne ikke opdager at de rent faktisk er for syge til at komme i institution. At de har ca. 3 timers samvær efter job, med dem DE betragter som det vigtigste i deres liv. At de ligner nogle der knapt kan holde sig oprejst, men deres selv- og medansvar tillader simpelthen ikke at give op, eller flytte væk fra det hele.
Selv synes jeg at leve et ret privilligeret liv, men kan godt se at det er intet ift. hvordan du lever - dine restemåltider ligner f.eks. mine gæstemåltider, jeg har 7 nøgler garn og de skal holde indtil marts næste år, hvor jeg har sparet sammen til at købe nyt. Mine havedrømme udleves i en vindueskarm i køkkenet, og min lejlighed kunne snildt være i dit "dukkehus". Her er råd og svamp i mine utætte vinduer, og det må jeg leve med, for jeg lejer ikke af privat udlejer der trods alt dukker op. Her går den største del af opsparingen til den ekstra varmeregning, der trofast følger mig år efter år. Bil og cigaretter er for de rige, men jeg kender jeg en der lapper min cykel gratis :-)
Til gengæld har jeg ikke overflod på selvmedlidenheden, eller vægten, eller tanken om at livet leves bedst i overflod. Følelsen af at jeg (trods førtidspension), trods alt selv vælger min lykke, og at den ikke handler om hvor meget jeg kan få, eller få andre til at gøre for mig, giver mig en frihed jeg ikke vil bytte for noget. Dén følelse tror jeg desværre ikke er opnåelig for dig. Men præcis som med alt andet: Man kan da håbe... “

 

Ovenstående er en kommentar fra i går, og da jeg som sagt er i det lune følte jeg mig kaldet til at reagere.

 “ Måske du bare skulle drible videre til en anden blog! På den anden side, det er ikke ofte jeg oplever at nogen er misundelig på mit liv, så tak for den bredside. HVIS du skulle få lyst til at læse tilbage ( for jeg tænker at du må være NY her .....), så vil du, hvis du kan læse OG tage ind hvad jeg skriver, ofte ramme indlæg hvori jeg fortæller om hvor t a k n e m m e l i g jeg er over, hvad jeg har i betragtning af min situation. Jeg kan anbefale at tjekke skrivet fra thanksgiving feks......
Hvad er også får mig til at tænke at du MÅ være ny læser, er at du umuligt kan skrive sådan i alvor, hvis du kendte mig. Jeg HAR levet et såkaldt almindeligt liv du der. Med job. To børn.Det ene handicappet i en årrække. To institutioner i to forskellige byer. Job i en tredje. Op kl fire. FIRE timers daglige træning og terapi af den yngste. Forpligtelser og ærligt tjente penge. Fra jeg var ganske ung. Men ok.. jeg kunne da også bare lade være med at lege, at jeg lever med en psykisk diagnose. Jeg mener.. det er jo så moderne ik!
Mener du stadig at jeg brokker mig urimeligt, så skrid. Her er det nemlig mig der bestemmer og mig som for det meste bare forsøger at få det bedste ud at nuet, men som med de fleste er der faneme dage der bare ikke er fede. Der er ting som bare ikke klikker. Jeg tænker at det samme gælder for de, som har meget mere på alle niveauer, end jeg jeg har. Og hvad så? Må man ikke være møghamrende irriteret og sur og utilfreds hvis man har noget? Ejer noget? Er heldig? Begavet? Elsket? Lykkelig? Har smukke børn med rottehaler og fregner? Rask? Må man ikke have dårlige dage så? Hva hva hva?
Igen. Fedt du bare videre. Find dig et sted hvor du kan fordrive tiden med læsning af lægeromaner og beretninger fra de lykkelige.
God jul og må de hjemløse ( som jeg selv har været engang ), også få lov at opleve en tør vinter.
PS: hvad DU og andre herinde ikke ved en fis om, er at jeg selv gør mit for at andre der er i knibe kan opleve at nogen kærer sig. Jeg har kontakt til et krisecenter i nærheden, og de har modtaget mit ubrugte strik og andre ting, som jeg ikke selv har brug for. Det er ikke noget jeg har følt nødvendigt at reklamere med, da jeg ikke har brug for at få ros for noget der bare er helt naturligt at gøre. Din kommentar får mig dog alligevel til at overveje publikation a,f at jeg er god og et godt menneske, for det er åbenbart det mennesker som du helst vil læse om.”

 

 

Som en lille krølle på grisehalen kan jeg tilføje, at jeg ved genlæsning af den ukendtes kommentar kun føler mig ramt på een eneste streng!  Hvorfor pokker skal min vægt nu også være et issue her? Hvad fanden kommer min noget ved?

 

Nå, men jeg kan nu konstatere at jeg er en overvægtig og selvmedlidende kvinde. Uden at jeg selv ved af det, er der nogle som måber over min overflod! Jeg er et utaknemmeligt menneske, som ganske ublu rager til mig af, hvad jeg kan få andre til at give. Jeg er iøvrigt også misundelig af natur. Jeg er hverken glad for min have eller bekendt med mit held. Der står også at læse mellem linierne at jeg, i modsætning til vedkommendes kontakter, IKKE betragter min børn som vigtige og at jeg er en egoist, der er stukket af fra mine børn. Jeg er med andre ord en bruger, der tager livet for givet så sige..

 

Det skulle jeg faneme bare have vidst dengang jeg blev indlagt på den lukkede!

28112010059_resize

15 december 2014

Mandag kom da lige bragende så det mærkes!

16 kommentarer:

 

 

 

 

535603_365187423532020_1424556574_n

 

Jeg vil i dag tillade mig selv at være møg tvær og fyre en omgang surhed af. Ok?

 

 

 

Det er mandag

Det pisøsregner

Det er mørkt som i helvede

En ond migræne vækkede mig

Og nu har jeg faneme sgu også en nerve i nakke/skulder, der har sat sig på tværs så jeg ikke kan en skid!

 

Og så er der lige de her fantastiske udbedringer, som udlejer satte mig i udsigt ING!!

 

 

IMG_1765

 

Jeg har ikke fået min lovede ( for at bevise at han ikke har glemt mig) seddel, hvor der står en bekræftelse på at hoveddøren er bestilt.

Den udbedring, han foretog sidste mandag på skurets tag, har ganske som forventet ikke hjulpet en hujende fis, for NEJ.. det er ikke nok at lægge en enkelt ny rillet tagplade ovenpå, og så skrue den fast. Som jeg forklarede ham er huset nedadskrånende, og hvis ikke han samtidigt lukker med et eller andet klistervæsen, så vil regn bare trænge ind under rillerne på det nu lappede hul og ja.. blabla

 

Det VÆLTER stadig ned med regn i mit skur

f37e5b7b1f6b8e81fd1f27d08d4467b9

Det er en stakket frist at pisse i bukserne og det har jeg forsøgt at fortælle ham her til morgen, men der er telefonsvarer på. Det nytter krafted….. ikke kun at lappe. Vand er djævlen i forklædning i den her forbindelse, foruden at det er spild af tid kun at lappe.

Han fik Dupont og Dupond til at fjerne den rådne tagting jojo. Men altså … der er ikke udsigt til at få en ny sat op sådan lige inde for overskuelig fremtid. På den anden side af nytår måske. Hvis altså sol og måne står i rette position i forhold til Mars, og solen viser sig at stå op før tid.

Hegnet ind til naboen kommer også op. I tilfælde af samme gunstige beregninger fra Nasa.

 

 

Jeg siger jer…

Hvis ikke det var fordi det var mandag, og hvis ikke det haglede ned med regn, og hvis nu at jeg altså lige kunne bevæge mig, og hvis ikke mit hoved var så skide åndssvagt

 

SÅ GIK JEG FANEMESGUEDDERLORTEPISPRUTOGHVADHARVIELLERS ud, og flåede alt det ukrudt op, som befinder sig på min nye haveudviddelse.

 

NÅ!

 

3b8a8f2339a1ca99a372eaf2a5767cec

14 december 2014

3. søndag i advent og nuet

5 kommentarer:

 

 

 

IMG_1890

 

 

Mor og far var her i går. Et kort og dejligt besøg, som dog var en smule mere bøvlet end beregnet, fordi deres gamle trofaste bil valgte at sætte batteriet ud af spillet på vejen herned!  Derfor måtte far bruge noget af tiden i min bil på at køre rundt for at lede efter et sted hvor man kunne købe et batteri, hvilket ikke er lige det nemmeste på disse kanter. Det lykkedes heldigvis, men det forkortede vores hyggetid sammen en smule. ØV.

 

Jeg insisterede på at de ikke måtte blive for længe, for hvis jeg skal være  helt ærlig er jeg bekymret for min aldrende farmand. Hans syn er ikke godt og han døjer med forskelligt, så lige nu er jeg ikke sikker på om de overhovedet kan komme herned igen. Jeg nægter at han skal køre med dårlige øjne, og bliver de ikke bedre så er det bare sådan det er. Men det er trist, og jeg hader at nu hvor jeg endelig har det “godt”, har en have som de ville elske at vi kunne være sammen i og om engang imellem, så kan det vise sig at være umuligt. Alder er i den forbindelse noget lort. BUM.

 

En anden ting jeg ikke har det godt over, er minder der er kommet op til overfladen siden ungernes besøg..

 

For nu at sige det som det er, så har jeg nærmest tudbrølet dagligt lige siden. Overfladen er i orden. Jeg er glad for min have. Drømmer konstante drømme om alt det, jeg har at se frem til når det igen bliver lysere og varmere. Især efter jeg uventet fik udviddet mine jordbesiddelser, er mit hoved helt rundtosset af muligheder. Jeg har fået pyntet op til jul, og gør hvad jeg kan for at nyde og hygge mig med det. Jeg nusser med mit hækling. Glæder mig enormt til at Rasmus kommer herned. Nyder varmen fra brændeovnen, MEN jeg har svært ved at være i nuet. Fortid og fremtid fylder det hele. Under overfladen er der knapt så fint.

 

Nuet er så at sige fyldt med alt andet end nu.

 

Det handler om indre billeder fra mine børns barndom, som jeg bare ikke kan få væk fra nethinden. Mere præcist handler de om Josefine, og den måde hendes far har behandlet hende på, og hvordan jeg intet kunne stille op i den lange årrække jeg var indlagt og syg. Det er ganske forfærdelige minder for mig, for selvom han aldrig har været direkte voldelig, var han verbalt grufuld, for nu at sige det på den måde. Det er ikke noget jeg har med mig hver eneste dag og altid, var det det, ville jeg slet ikke kunne leve og fungere, men lige nu er det utroligt påtrængende, og jeg kan hele tiden høre ham inde i hovedet. Råbe og skrige hende ind i hovedet. Styrte rasende omkring. Se ham ryste hende. Være truende overfor mig, og endda mine forældre i børnenes påhør. Siden de var ganske ganske små. Og jeg kan ikke rumme sorgen over, at have udsat hende for den behandling. Indirekte..  ( Min søn har for det meste oplevet en far der var på en anden måde som lille. Dog ikke længere.. I dag giver hans far sig ofte af med at udspy trusler overfor mig, til Rasmus. Han bruger et sprog der ikke er for sarte sjæle, og kalder sin søn for en latterlig taber nærmest på ugentlig basis. For bare at nævne nogle småting. Og JA.. det er altså OTTE år siden vi blev skilt!!! )

 

Jeg ved ikke hvorfor jeg føler det så voldsomt lige nu. Ejheller hvordan jeg skal få styr på sorgen. Jeg har talt lidt med hende om det, selvom jeg helst ikke vil have at hun skal involveres for meget. Mit barn skal ikke hele mig, men det har alligevel betydet alverden for mig, at hun ikke føler nogen form for vrede eller bebrejdelse overfor mig, faktisk har hun ikke selv erindringer om præcise hændelser, men ved gud jeg bekymrer mig konstant om hendes tilstand her i livet. Om jeg har ødelagt det lille menneske hun var. Det skønne lille barnemenneske der altid var glad og hoppende. Lige indtil en dag.

 

En dag var det som om hun ikke længere var glad og jeg har ikke set hende hoppe af glæde siden.

 

 

Jeg ved at nogle ikke kan rumme min ærlighed herinde, til dem kan jeg bare sige, at det er min virkelighed. Lige nu. At det jeg fortæller i det daglige er virkeligt, men at der inde bagved også er en skuffe fuld af oplevelser som er knapt så smukke og dejlige.

 

Hvad jeg ikke ville give for at komme tilbage i tid, så jeg kunne give mine børn en anden barndom end den de fik.

Josefine - 53