Jeg elsker mælkebøtter og sikke et held, og lidt om sorte slyngel..

 

 

Ikke nogen skidt kærlighed især med tanke på, at jeg ved lægen i dag fik besked på at gå hjem, og INTET lave den næste tid.

 

Det er nu heller ikke fordi jeg kan lave så meget, for bare et lille løft giver hosteanfald, der kan blæse selv de værste insekter helt til Rødby. Jeg har intet mindre end dobbeltsidet lungebetændelse, så sød ny læge fortalte at kuren lyder på pennicilin, ingen overanstrengelse, intet som kan give koldsved, ingen træk og intet flyttepakkeudarbejde overhovedet.

 

Og haven.. ja den er vild. Smuk og gul, men vild.

 

 

Jeg selv er bare træt. Det bliver man af at gå igennem en april og nu maj som jeg, men jeg fik da i dag hjembragt noget spray, så jeg ikke fremover skal benytte samme metode, som forleden aften i køkkenet:

Man tager..

Ca en halv liter rengøringsmiddelskum. Det sprøjtes lettere aggressivt på sort og hyperaktiv slyngel (edderkop) on the move. Godt syltet ind, men dog på ingen måde død, overhældes området OG sort hyperaktiv slyngel med kogende vand. Derefter smider man køkkenrulle, OG stor tyk klods ovenpå hele moletjavsen. Afslut med gentagne hop på stor tyk træklods.  Lad derefter det hele ligge i nogle dage…

 

Jojo, her er muntert. Det er dog ikke en form for motion, jeg ynder at udøve klokken halvdød om aftenen, så nu har jeg altså indkøbt en spray. Den skulle efter sigende være effektiv imod kryb. Vi får se gør vi. Jeg er parat og bevæbnet til tænderne når mørket falder på, for nå ja.. jeg MÅ slet ikke hoppe op og ned på den måde, siger sød ny læge.

 

Fik jeg sagt at efter ovenstående øvelse, tog jeg næsten samme metode i brug i modsatte side af køkkenet?  På en enkelt aften sad der altså to mediumsize sorte slyngler derude. I mit køkken. Heller ikke den aften fik jeg snacket…

 

Den rene slankekur nu jeg tænker over det ;-)

 

 

Mælkebøtterne pryder min nye have og grund, hele vejen rundt:

Ved godt det er ukrudt, men så saftige gule og grønne nuancer KAN bare ikke gøre mig hverken stresset eller frustreret. Det er bare vitaminer for mine øjne og min sjæl. Orkede jeg, var det lige farvene til et sommersjal på mine strikkepinde.

 

 

( og gys.. jeg har ikke strikket en eneste pind siden den fredag jeg flyttede!  Det går bare ikke meget længere, men jeg er sgu bare for træt. SUK )

Jeg kigger lige frem fra mit skjul

 

 

Fra min stol udenfor kan man se de to sjove fætre her. Ligesom dem, kigger jeg lige frem her på på bloggen så I ved, at jeg lever ;)

 

Jeg har det nemlig totaaaalt skidt. Har faktisk forsøgt at komme i kontakt med min nye læge ( øv), men det har slet ikke været muligt indtil videre. Jeg vakler lidt mellem at tro på, at jeg bare har raget den vildeste hoste til mig, og så den kedelige mulighed at jeg har lungebetændelse. Jeg synes ikke jeg har det, hvis jeg kigger på de symptomer som beskrives på nettet, men omvendt.. det ER altså lidt en kamp at trække vejret ordenligt. Oveni ( ja jeg orker næsten ikke at sige det..), så gør mit tandkød igen ondt, men det siger tandlægen helt sikkert skyldes at jeg ikke er rask. Da det er stressrelateret, så blusser det op igen nu, hvor immunsystemet kører lidt på pumperne.

 

De sidste par dage har jeg været lidt i haven, og ellers ligget i sengen. I dag har jeg stadig nattøj på, og om lidt er jeg igen under dynen. Sååå, som I kan regne ud sker her ikke det store lige nu, hernede på landet.

 

Forresten..

 

Jeg er så smadret, at jeg ikke engang kan hidse mig op over den veritable zoo jeg holder mig her. Side om side med edderkopper i variable størrelser lever jeg, og det gør jeg sgu helt fint. Ok.. jeg synes måske nok, at den jeg så sent i aftes i køkkenet, var lige frisk nok. Nede i hjørnet var den igang med et eller andet cirkusnummer, og ben spjættede i alle retninger, men da jeg jo sover på første lod jeg den være og gik i seng igen. I dag ser det ud til at den har lagt sig til at sove, og det kan da være at jeg senere får energi til at overrumble den med min støvsuger, men jeg er ikke sikker. Faktum er, at jeg synes de er mest belastende når det er blevet mørkt.  Hvorfor ved jeg ikke, men sådan er det altså.

 

Nu varmer brændeovnen i stuen og jeg går i seng igen. Det blæser en halv pelikan, jeg fryser og så må verden sgu bare køre videre uden mig. Jeg er ikke tilfreds, men heller ikke det har jeg kræfter til at hidse mig op over i dag.

En højst ufrivillig sygemelding herfra, men jeg vender tilbage så snart jeg kan rejse mig

 

 

Jov jov, vel ikke særligt uventet, men alligevel mega irriterende er jeg nedlagt og ramt. På den hårde måde. Ondt i halsen, feber og forkølelse ( foruden den smertende og overbelastede krop), har sendt mig til tælling. Ikke engang kaffekoppen magter jeg at løfte nu. Så jeg melder mig lige syg herfra, men KUN et par dage, så har jeg sgu ikke tid til det fis mere..

 

I går nåede jeg inden regnen kom at sætte lidt op udenfor:

 

Jeg har selvfølgelig med glæde læst alle de ting i har skrevet til mig, men tilgiv mig at jeg ikke magter at svare endnu. Det er ikke uvilje, bare virus.  Eller noget..

Jeg er landet, men indtil nu har jeg ikke siddet ved computeren mere end en halv time sammelagt

 

 

Jeg er så glad for alle jeres hilsener, som har sendt mig afsted til mit liv på landet. Tusinde tak allesammen. Lige nu er jeg godt brugt, så jeg laver kun en kort hilsen for nu.

 

Her er så skønt, og jeg er fuldstændigt mørbanket efter weekenden. Jeg holder mine pauser og sidder på min allerede faste plads udenfor, men jeg får også ting fra hånden. Lidt hist og pist, lidt her og der. Jeg vil helst være udenfor, så indendøre er det kun det mest nødvendige som er fundet frem. Og jeg er hamrende ligeglad med, at alt er væk, intet kan findes og at kaos hersker omkring mig. Inde i mig selv er der nemlig ro.

 

En helt vidunderlig ro, og en langsommelighed som er så befriende. Jeg har bogstaveligt talt lagt min fortid bag mig, og jeg har ikke skænket noget som helst andet end børnene en tanke. Kun morgendisen på marken, aftensolen, den næste frøpose og min skovl fylder mig. Og som det da også bare fylder. Fylder med lettelse, lykke og glæde over at jeg er her.

 

Strikketøjet har jeg slet ikke rørt siden fredag, men nu i aften vil jeg tage det frem. Jeg kan nemlig ikke bevæge en muskel i min krop. Kun lige løfte en kaffekop måske. Men så heller ikke mere.

 

Jeg har fået sat de første to klematis op af det nærmeste træ, og to andre skal kamouflere et nedløbsrør på den anden side af huset. De står nu og sunder sig efter deres omplantning.

 

( beklager evt stavefejl i dag. Jeg er for træt til at læse tilbage og lave rettelser )